Etta og Otto og Russell og James

Emma Hooper: Etta og Otto og Russell og James

Forlaget Bazar
2015, 342 s.
Ligger som e-bog på eReolen
Læs beskrivelse og anmeldelse
fx på Litteratursiden
Jeg læste den som e-bog.


Min oplevelse:

Jeg kunne lide bogen fra starten. Etta på 83 som er ved at være dement, går på tur til fods mod øst. Hun vil se vandet. Otto er hendes mand, som bliver hjemme denne gang og laver figurer af papmache. Sidst, da han var soldat, var det ham der tog ud, og Etta blev hjemme. Og Russell er deres nabo. Som barn blev han en del af Ottos familie, og han kunne ikke blive soldat, fordi en af Ottos søskende kom til at køre en traktor hen over benet på ham, så han måtte også bare blive hjemme. Han elskede også Etta.

James er den præriehund, som Etta følges med noget af vejen, men jeg tror faktisk, at det er det barn Etta aborterede med. Etta har en seddel på sig, så hun kan huske, hvem hun og hendes nærmeste er. Der står der en James på som nevø. Og Etta havde en søster Alma, som blev gravid og sendt af sted som nonne, men både Alma og barnet døde under fødslen. Så det er lidt uvist hvem James er. Det kan også være, at det bare er en præriehund, men det tror jeg nu ikke på.

Jeg lånte bogen på eReolen, fordi jeg så en anbefaling et sted, og jeg syntes, at den ud fra beskrivelsen måske kunne minde lidt om "Den 100-årige der sprang ud af vinduet og forsvandt". Det gjorde den så ikke, men jeg synes den har sin helt egen kvalitet.

Jeg var især imponeret over, hvordan forfatteren kan skifte mellem fortid og nutid, så man i løbet af første sætning i et nyt kapitel var helt med på, hvem vi fulgte nu, og hvornår, uden at sige det direkte.

Og man finder ud at, at Otto har et krigstraume, han aldrig kom over. og at det skete i vand, og gennem årene kan jeg forestille mig, at Etta er kommet så tæt ind på livet af Otto og hans krigstraume, at det er det, hun mest husker i sin demens, og mere og mere overtager Ottos minder. Og derfor vil hun se vandet. Jeg har heldigvis lov til frit at fortolke,

Jeg kunne lide den, fordi den giver indblik i menneskers liv på en måde, der giver mening og ikke gennem et eller andet subtilt forfatterkrukkehted, og fordi ender bliver bundet sammen uden at blive serveret fuldstændigt. Og så rørte den mig meget. Måske var det deres kærlighed og deres holden sammen på trods, eller også var det fordi, jeg var lidt syg, mens jeg læste den, og jeg græder over alting, når jeg er sløj.

Og endelig så elsker jeg bøger, hvor man kan gennemskue, hvorfor den hedder det, den hedder.