Damernes detektivbureau nr. 1

Alexander McCall Smith: Damernes detektivbureau nr. 1

Forlag: Ries, 2003, 270 s.
Lydbogsforlag: AV Forlaget Den Grimme Ælling
Læs beskrivelse og anmeldelse
Kan lånes på eReolen som lydbog
Jeg har både læst og hørt bøgerne i serien mange gange.


Min oplevelse:

Jeg bliver aldrig træt af denne serie, selvom jeg har læst og hørt dem så mange gange, og jeg vil prøve at forklare, hvad der er så fantastisk ved den.

Før det første er hovedpersonen Mma Ramotswe en dame, der hviler i sig selv. Hun har, hvad hun selv kalder en "traditionel figur", og hun er glad for den. Hendes figur er faktisk så "traditionel", at hendes mand ofte må bytte rundt på fjedrene i hendes bil, fordi de bliver noget overbelastede i hendes side. Hun er rar og kvik.

For det andet, så er der sgu ikke så meget drama. Selvom hun får nogle spændende detektivopgaver, der til tider kræver lidt ekstra at løse, er det altid nede på jorden.

For det tredje er det for en gangs skyld bøger helt uden sex, og det sætter jeg pris på. Ikke for at være en sur gammel gimpe, men jeg sidder ærlig talt altid og venter på, at de er overstået, så man kan komme tilbage til handlingen igen.

Jeg bruger dem rigtig meget til godnatlydbøger, fordi de er meget beroligende. De er på en og samme måde velkendte og nye hver gang, fordi jeg sjældent kan huske, hvordan det nu lige var med dén og dén sag og med de andre små mærkelige og hyggelige hverdagsepisoder, de kommer ud for i den lille by.

Jeg vil aldrig stoppe med at læse dem.



Damernes Detektivbureau nr. 1-serien

• Damernes Detektivbureau nr. 1 (The No.1 Ladies' Detective Agency)
• Giraffens tårer (Tears of the Giraffe)
• Moral for smukke piger (Morality for Beautiful Girls)
• Kalahari kursus i maskinskrivning for mænd (The Kalahari Typing School for Men)
• Liv på alle hylder (The Full Cupboard of Life)
• Damer med hjertet på rette sted (In the Company of Cheerful Ladies)
• Blå sko og lykke (Blue Shoes and Happiness)
• Den gode ægtemand på Zebra Drive (The Good Husband of Zebra Drive)
• Miraklet på automobilværkstedet Speedy Motors (The Miracle at Speedy Motors)
• Tetid for damer med traditionel figur (Tea Time for the Traditionally Built)
• Botswanasafari for damedetektiver (The Double Comfort Safari Club)
• Lørdagsbryllup i det store telt (The Saturday Big Tent Wedding Party)
• Limpopoakademiet for privatdetektiver (The Limpopo Academy of Private Detection)
• The Minor Adjustment Beauty Salon

Enke i et år

John Irving: Enke i et år

Lydbogsforlag: Lindhardt og Ringhof
2013
Forlag: Gyldendal
1998, 533 s.
Læs beskrivelse og anmeldelse
Kan lånes på eReolen som lydbog
Jeg har hørt den som lydbog


Min oplevelse:

Der går år imellem, at jeg læser nogle af John Irvings bøger, men der er altid et eller andet spøjst element ved dem, som jeg husker for evigt.

Den mand har en fantastisk evne til at binde personerne og deres historier sammen, til at tage trådene op løbende i hans - ofte ret lange - bøger og fremtrylle meningen med den første præsentation af personen eller personens historie på et helt perfekt passende sted senere i romanen, uden at det virker som om, han prøver at gemme noget for mig som læser.

Bogen handler om forfattere, så inde i bogen præsenteres man også for forfatterernes bøger - fortællinger i fortællinger.

I denne bog følger vi Ruth, men mindst lige så meget, Ruths mors meget unge elsker, Eddie, som genser Ruths mor til sidst i bogen efter 36 års adskillelse og dermed får rundet historien af.

Forfatteren bejler ikke til, at man enten skal kunne lide hans personer eller ikke lide dem, bortset fra en bi-person, Scott, som Ruth velfortjent smadrer knæ, arme og kraveben på med en Squash-ketcher. Man må tage personerne, som de er - mennesker på godt og ondt.

Det, jeg tager mest med mig på nethinden fra denne bog, er alle fotografierne af Ruths brødre, der døde i en ulykke, før hun blev født. Vi bliver guidet gennem huset, hvor fotografierne hænger alle steder, og Ruth har lært alle historierne om billederne udenad og kan genfortælle dem som 4-årig. Selv da Ruths mor tager dem med, da hun forsvinder, hænger historierne om billederne stadig på de tomme billedkroge.

For mig lægger dét, at brødrene døde, hele baggrunden for, at historien bliver, som den bliver, at menneskerne bliver, som de bliver - med undtagelse af Hannah (Ruths veninde gennem livet), som egentlig bare er en prostitueret uden at tage penge for det.

Bogen er for dem, der godt kan lide lange bøger og ikke har travlt med at få opklaret ting og få dem bundet sammen, men kan nyde de små historier undervejs.

Ensomme hjerter og herreløse hunde

Lucy Dillon: Ensomme hjerter og herreløse hunde

Forlag: Bazar
2014, 450
Læs beskrivelse og anmeldelse
Kan lånes på eReolen som bog og lydbog
Jeg har hørt den som lydbog


Min oplevelse:

Jeg elskede ikke bogen fra første færd. Faktisk synes jeg, at den var lidt triviel i starten, hvor Rachel er gået fra sin elsker og har nogle mere eller mindre overfladiske samtaler med sin mor.

Men så arver hun det her her hundeinternat fra sin moster og kommer derud, og hun er jo ikke hundemenneske, hvilket bliver pointeret, da vi får at vide, at hun kun har tøj, der skal til rensning. Så er man GODT NOK bymenneske!. (Jeg ejer ét stykke tøj, der egentlig skulle til rensning, men eftersom jeg aldrig i mit 40årige liv har prøvet at være på en renseri med noget, så kommer det nok heller ikke til at ske med dette stykke tøj nogensinde. Det bliver nok bare smidt ud, når det kan gå selv).

Men Rachel her får noget af et miljøskift, og selvfølgelig tør hun fuldstændig op for de hunde og bliver en del af landsbylivet og alt ender godt, også med kærligheden, efter et par små forviklinger.

Det er ikke fordi, man kommer så sindsygt dybt ind i de her mennesker, men der er en fin historie i historien om mosteren, som hun arver internatet fra, hvor Rachel finder ud af, at hendes moster ikke endte sine dage som en stakkels ensom hundemor, men faktsik valgte det vilde byliv og en smuk mand fra for at være sammen med mennesker og hunde i denne landsby.

Jeg tror, jeg så en anbefaling af bogen et sted og tænkte, at jeg gerne ville læse om et ikke-hundemenneske, hvis liv bliver invaderet af hunde, og jeg kunne godt finde på at læse den igen. Jeg har sat hendes andre bøger på min huskeliste på eReolen. De skal bestemt donwloades her til ferien.

Syv satans lange dage

Jonathan Tropper: Syv satans lange dage

Forlag: Modtryk
2014, 341 s.
læs  forlagets beskrivelse





Min oplevelse:

Jeg fandt bogen på hylden på biblioteket og tog den med hjem, fordi jeg kunne lide titlen, og idéen om at læse om en familie, der er tvunget til at være sammen i syv dage.

Og jeg opdagede hurtigt, at det selvfølgelig var en familie på godt ondt, men også en særdeles underholdende familie. Deres mor er tidligere børnepsykolog og har lært dem at sige tingene ligeud, og det må man sørme sige, at de lever op til. Der er ikke den normale pietetsfølelse, man måske kunne forvente under sådan en sørgebegivenhed, og der er ikke nogle hemmeligheder, der holdes hemmelige særlig længe, og de kommer gerne ud de mest upassende tidspunkter..

Bogen starter med, at hovedpersonen finder sin konen i seng med hans chef, ved at han går ind i soveværelset med en fødselsdagskage med tændte lys i. Kagen ender han med at smide over chefens ædlere dele, som der går ret meget ild i, fordi chefen bruger et bestemt smøremiddel til at holde den gående, og det smøremiddel er åbenbart ret brandfarligt.

Dette er bare eksempel på, hvordan forfatteren får sat de ekstra detaljer på situationerne, som gør at de, fra at være ualmindelige, bliver bizarre. Det kan jeg godt lide. Hvorfor nøjes, når man nu er i gang med at beskrive?

Og så er familien tvunget til at sidde sammen i et rum på små stole, når der er gæster, og de håber, der ikke kommer gæster fordi de ellers kan bevæge sig frit rundt fx ud til poolen, men det gør der jo til shiva, og så er det hyggeligt lige at få et indblik i gæsterne også, især fordi de små lave stole giver et indblik på gæsterne fra en, nogle gange, ret forkert vinkel, hvilket værterne nok helst gerne ville have været foruden.

Familien var vokset fra hinanden, men undervejs i alt det bizarre har de tid til at mærke efter deres følelser og forhold til hinanden, og det styrker familien igen. Det er rart.

Jeg tror, at bogen er for alle, der kan lide relationer mellem mennesker beskrevet på en forholdsvis let og humoristisk måde. Og titlen giver utrolig meget mening.

En mand der hedder Ove

Fredrik Backman: En mand der hedder Ove

Forlag: People's Press
2013, 357 s.
Læs beskrivelse
Læs anmeldelse 
Jeg har både læst den og hørt den som lydbog flere gange
og set filmen, som var god.


Min oplevelse:

Jeg ELSKER simpelthen denne bog! Jeg elsker den lige så meget, som jeg elsker ostehapser - nej faktisk mere, for efter 15 ostehapser, kan jeg godt få lidt kvalme, og denne her bog bliver jeg aldrig træt af.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor jeg elsker den så meget, for det er ikke fordi, der som sådan er nogle ting, jeg kan relatere til fra mit eget liv. Men det er fantastisk at få lov at lære denne gnavne gamle mand at kende og finde ud af, at han bare har nogle helt utrolige kvaliteter, og at få lov at finde ud af, hvordan hans kone kunne gennemskue ham og elske ham, og senere, da han vil slå sig selv ihjel, fordi hun er død, og fordi de ikke har brug for ham på arbejdet mere, så vælter de her naboer ind i hans liv, og de kan også se de her kvaliteter.

Når man lærer Ove at kende bag hans ret vrantne facade, så er han det mest bundærlige menneske (ret skal være ret, som han siger), hvilket jo desværre også resulterer i, at han slår en hospitalsklovn ned, til nabobørnenes store begejstring. Han er også helt igennem loyal og elsker sin kone hver eneste dag i hendes liv og sørger for, at hun har det godt trods af alt det, de er igennem sammen. Han bygger en rampe på skolen, hun arbejder på, så hun kan komme ind og undervise de børn, andre har opgivet.

Han er arbejdsom og flittig, og jeg elsker den måde, han ligesom begynder at vise sin kærlighed til omgivelserne, han kommer jo fx lige til at lave en babyseng til naboens kommende nyfødte og giver et af nabobørnene den iPad, hun ønsker sig allermest i verden.

Han tager, under protester, som ingen alligevel tager sig af, katteskravlet til sig, og jeg kan virkelig godt lide deres kommunikation, katteskravl og Ove imellem, og Oves tanker om, hvad Sonja, hans kone, ville mene om det hele.


Jeg synes, at forfatterens/ Oves beskrivelser af folk - Droget, Det blonde Mæ-hæ (med hunden, som han kalder for en vinterstøvle), der går helt ned i detaljen uden at blive kedelig, er fantastisk. Og forfatterens evne til at fremkalde de fineste billeder på nethinden er suveræn.Fx ved jeg lige præcist, hvordan Parvanes blik ser ud, efter at Ove er kommet til at smække garagedøren op i hovedet på hende, fordi hun forstyrrer ham i at slå sig selv ihjel, og hun står for tæt på (Parvane kiggede på ham med sine mørke øjne med det blik, som kvinder, der lige har fået slået en garagedør op i næsen, har).

Han kan beskrive tingene så præcist, at det hverken er underspillet eller overspillet og alligevel skidesjovt. Og når det ikke er skidesjovt, så kan han også en tåre frem hos mig, når han beskriver stærke, gode Sonja, der siger til Ove, at de kan vælge at leve eller ikke at leve, efter de har mistet deres ufødte barn, og hun er kommet i kørestol, og hun får Ove videre.

Mens jeg har siddet og skrevet det her, har jeg både fniset og fældet en lille tåre. Det er snart en måned siden, jeg sidst havde fat i bogen. Det tror jeg, at jeg snart skal igen.

Måske håber jeg inderst inde på, at møde en mand som Ove og kunne genkende og især sætte pris på de kvaliteter, han rummer. Det er jeg desværre bange for, at jeg ikke kan, jeg falder nok mere for de snakkesaglige og sjove folk. Men man ved jo aldrig.

Jeg elsker også Backmans andre bøger, men ikke heeelt lige så meget, kun næsten. De kan også læses igen og igen.

Fluefælden

Fredrik Sjöberg: Fluefælden

Forlag: Hr. Ferdinand
2013, 218 s.
Ligger som lydbog på eReolen
Læs forlagets beskrivelse
Læs anmeldelse
Jeg har hørt den som Lydbog
Oplæser: Bent Otto Hansen

Min oplevelse:

Det er en selvbiografi lavet af en mand, der bor på en meget lille svensk ø, hvor der åbenbart er et ret bredt udvalg af svirreflue-arter, og dem er han ret vild med. Han kan lide dem, fordi de er ret pæne, og fordi han er den type, der har stor fornøjelse af, at kunne skelne to fluer fra hinanden, selvom de er næsten identiske. Jeg har ikke selv den samme fornøjelse her i livet, men jeg kender da folk, der begejstres over lignende inden for fx blomster eller bilårgange.

Jeg kan godt lide, at han selv prøver at beskrive, hvorfor det her ligesom er blevet hans liv. For det første er der noget krukkethed over, da han finder en sjælden svirreflue, og pludselig bliver et stort navn inden for dette felt. Det er jo sejt for enhver forsker. Desuden kommer der et "svirreflueboom" i Sverige på et tidspunkt, som han jo så er en del af. Et "boom" i denne sammenhæng beskrives, som når 5 forskere på samme tid beskæftiger sig med det samme smalle emne. Det, synes jeg, er ret morsomt, og han får også præsenteret det ret selvironisk.

For det andet skriver han på et tidspunkt, at det at samle på noget, holder en væk fra depressionen. Det kan jeg også godt følge, at det at have fokus på noget uden for en selv, kan gøre livet noget lettere.

Men han blander en del historier sammen, da han har fået fat i den her fluefælde, som en, der hedder René Malaise, har opfundet. Den var ikke anerkendt, da den blev opfundet, men forfatteren her er begejstret. Så begejstret, at han udover fluerne har fået en ny passion; at grave i René Malaises liv, som vi kommer til at høre en hel del om, og han ender med at købe et ret dyrt maleri, som er en forfalskning af en ægte vare, der vist viser sig at være en forfalskning, men som René Malaise tidligere har ejet - eller noget i den retning!

Jeg valgte bogen, fordi jeg alligevel omgås en del nørdede folk og egentlig godt kan lide fordybelse, så hvorfor ikke høre om fluer? Denne bog kan helt sikkert nydes af folk, der har en egen glæde i at udforske, genkende, skelne og systematisere. Eller bare samle på noget. De vil kunne genkende mange af tankerne i hans beskrivelser.

Min glæde på dette område kan ligge på et okay lille sted, og jeg synes ikke, at bogen er sjov (som anmelderne ellers mener) eller spændende, den er virkelig bare utrolig beskrivende, men jeg hørte den alligevel til ende. Det gjorde jeg, fordi jeg, selvom jeg mentalt havde opgivet et peak, alligevel ingen idé havde om, hvad den kunne ende med, så det vakte min nysgerrighed. Desuden var en utrolig beroligende at lytte til, når jeg skulle sove.

Denne bog er en del af en trilogi. Jeg tror ikke jeg får beskæftiget mig med de to andre bøger, men jeg vil heller ikke have været denne bog foruden.

Etta og Otto og Russell og James

Emma Hooper: Etta og Otto og Russell og James

Forlaget Bazar
2015, 342 s.
Ligger som e-bog på eReolen
Læs beskrivelse og anmeldelse
fx på Litteratursiden
Jeg læste den som e-bog.


Min oplevelse:

Jeg kunne lide bogen fra starten. Etta på 83 som er ved at være dement, går på tur til fods mod øst. Hun vil se vandet. Otto er hendes mand, som bliver hjemme denne gang og laver figurer af papmache. Sidst, da han var soldat, var det ham der tog ud, og Etta blev hjemme. Og Russell er deres nabo. Som barn blev han en del af Ottos familie, og han kunne ikke blive soldat, fordi en af Ottos søskende kom til at køre en traktor hen over benet på ham, så han måtte også bare blive hjemme. Han elskede også Etta.

James er den præriehund, som Etta følges med noget af vejen, men jeg tror faktisk, at det er det barn Etta aborterede med. Etta har en seddel på sig, så hun kan huske, hvem hun og hendes nærmeste er. Der står der en James på som nevø. Og Etta havde en søster Alma, som blev gravid og sendt af sted som nonne, men både Alma og barnet døde under fødslen. Så det er lidt uvist hvem James er. Det kan også være, at det bare er en præriehund, men det tror jeg nu ikke på.

Jeg lånte bogen på eReolen, fordi jeg så en anbefaling et sted, og jeg syntes, at den ud fra beskrivelsen måske kunne minde lidt om "Den 100-årige der sprang ud af vinduet og forsvandt". Det gjorde den så ikke, men jeg synes den har sin helt egen kvalitet.

Jeg var især imponeret over, hvordan forfatteren kan skifte mellem fortid og nutid, så man i løbet af første sætning i et nyt kapitel var helt med på, hvem vi fulgte nu, og hvornår, uden at sige det direkte.

Og man finder ud at, at Otto har et krigstraume, han aldrig kom over. og at det skete i vand, og gennem årene kan jeg forestille mig, at Etta er kommet så tæt ind på livet af Otto og hans krigstraume, at det er det, hun mest husker i sin demens, og mere og mere overtager Ottos minder. Og derfor vil hun se vandet. Jeg har heldigvis lov til frit at fortolke,

Jeg kunne lide den, fordi den giver indblik i menneskers liv på en måde, der giver mening og ikke gennem et eller andet subtilt forfatterkrukkehted, og fordi ender bliver bundet sammen uden at blive serveret fuldstændigt. Og så rørte den mig meget. Måske var det deres kærlighed og deres holden sammen på trods, eller også var det fordi, jeg var lidt syg, mens jeg læste den, og jeg græder over alting, når jeg er sløj.

Og endelig så elsker jeg bøger, hvor man kan gennemskue, hvorfor den hedder det, den hedder.