Syvstjernen

Anne Hjælmsø: Syvstjernen

Forlaget Genspejling
2014, 336 s.
Ligger som e-bog på eReolen
Læs beskrivelsen af den fx på eReolen


Min oplevelse:

Egentlig starter den med at beskrive nogle ret almindelige mennesker på en nede på jorden måde. Det kan jeg godt lide. Man følger mest Solvej, som har mistet sin mand og synes, at det er træls. Men da hun flytter ind i "kollektivet" Syvstjernen, begynder hun at interessere sig for noget andet og bliver også forelsket. Det er folk "i deres bedste alder", der bor der, men det er ikke et Oldekolle, som planen var.

Selve kollektivet er ret fancy, med buede gulve, fordi vandet skal kunne rende ud til siderne og forsvinde, når man vasker gulv, men det er ikke så fancy, når ens bord så vipper.

Den har en god varme - og jeg havde nemt ved at leve mig ind i Solvej - så meget faktisk, at jeg blev virkelig glad og gik rundt i lejligheden og smilede, da jeg fandt ud af, at hun ikke havde brystkræft alligevel.

Jeg synes egentlig, at forfatteren fint samler de mennesker, hun vælger at tage med i romanen, og det hele går meget godt, og de udvikler sig. Måske slutter den lidt for let, da ham, Solvej er forelsket i, ikke rigtig viser, at han vil have noget med hende og gøre, og pludselig beder han hende om at gifte sig med hende (undskyld jeg spoiler, væn jer til det) og så slutter bogen.

Jeg tog den med hjem fra biblioteket, fordi sådan en oldekolleting ikke lyder helt dårligt, og så havde den en pæn forside.

Forfatteren har lavet en bog før, hvor nogle af de samme personer er med, den tror jeg, at jeg vil have fat på, for jeg kan virkelig godt lide hendes måde at lade mig være sammen med de personer.

Jeg synes, man skal læse den, fordi det igen åbner øjnene for, at man ikke ved, hvad der gemmer sig i mennesker og deres fortid, før man lærer dem at kende