tirsdag den 28. februar 2017

Den lange søndag


https://ereolen.dk/sites/default/files/styles/ding_primary_large/public/ting/covers/ODcwOTcwLWJhc2lzOjUxOTkxNzk2.jpg?itok=PVtcMV61
Jakob Brønnum: Den lange søndag

Forlaget Lindhardt og Ringhof
1994, 163 s.
Ligger som e-bog på eReolen
Læs beskrivelsen af den fx på eReolen:




Min oplevelse:

Bogen handler om en bibliofil bibliotekar (dem er der nogle stykker af, har jeg hørt), der overtager en bogsamling fra en mand, Johannes,der har skudt sin kone og sit barn og myrder sig selv. Bibliotekaren kender manden fra en fotoklub, hvilket ikke er umiddelbart relevant, men åbenbart lidt vigtigt for forfatteren.

På et tidspunkt har jeg lidt glemt, at Johannes faktisk er død, for bibliotekaren nørder sig igennem en masse titler, og vil gerne beholde det hele selv, selvom han har lovet at sælge det gode, for at fotoklubben kan få nogle penge, så de får ikke så mange penge.

Romanen bliver af Jyllandsposten beskrevet som en original, psykolitterær thriller og en raffineret roman. Jeg beskriver den som lidt nørdet, lidt kedelig og pænt fragmenteret.

Jeg ser mig selv som okay raffineret og god til at sætte pris på subtile sammenhænge, og jeg kan godt lide bibliotekarer - men... det var så meningen, at Bibliotekaren skulle lære mere om, hvad der foregår i Johannes (ham der var morder og selvmorder, hvis I skulle have glemt det) undervejs og selv nærme sig hans tilstand af sindssyge. Det synes jeg ikke, sker. Tværtimod hopper vi lidt over og hører noget af Johannes' historie en gang imellem, og så tilbage til bibliotekaren, der sidder i sin kælder og namedropper store værker, mens han ikke rigtig gider sin kone mere og er ligeglad uden det store drama. De to historier kunne fint være adskilt, og så havde man to okay historier, der måske kunne blive gode.

Jeg havde nok regnet med, da jeg lånte bogen på eReolen, at jeg fik en dybere indsigt i både bibliofile bibliotekarer og sindssyge mordere, men nej.

Hvis man skulle læse denne bog, kunne det være fordi, at man så kunne vende tilbage til mig og fortælle mig, at jeg har fået helt galt fat i den og ikke har fået øje på det vigtige.

Hvorfor bogen hedder "Den lange søndag" ved jeg heller ikke, men selve bogen var ikke så lang, og jeg selvom jeg overvejede flere gange undervejs at stoppe i stedet for at håbe på et mirakel, kunne jeg jo se, at jeg var kommet over 60% af bogen, og så stopper man jo ikke bare :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar